Da Anders lærte at sætte usikkerheden ind i sin ugebriefing

Anders arbejder som analytiker i en mellemstor virksomhed og skriver hver fredag et resumé om markedet til sin direktion. Da han begyndte på forløbet, var hans største bekymring, at teksterne lød for sikre. Han havde en vane med at runde en udvikling af med en konklusion, som læseren kunne tage for pålydende, selv når grundlaget var spinkelt.

Han fortalte mig det på det første møde i modulet om redaktionel ansvarlighed. Jeg bad ham medbringe tre af sine egne resuméer og læse dem højt, som om han var modtageren. Allerede ved andet afsnit hørte han selv, hvor ofte et gæt stod klædt som et faktum.

Det er et almindeligt udgangspunkt. De fleste, der skriver briefinger professionelt, er trænet i at være præcise, og præcision forveksles let med sikkerhed. Den forskel blev kernen i hans forløb.

I et af Anders' resuméer stod der, at en leverandørs prisstigning var et tegn på, at branchen burde omlægge indkøb. Første halvdel var en oplysning fra en pressemeddelelse. Anden halvdel var en vurdering, og ingen havde bedt om den. Pludselig lå der en anbefaling i en tekst, der skulle informere.

Vi gennemgik sætningen led for led. Hvad er kilden? Hvad er læserens egen sag, og hvad er vores? Anders opdagede, at han flere gange pr. resumé gled fra at beskrive til at foreslå, uden at skiftet var markeret. Læseren kunne umuligt vide, hvor oplysningen sluttede.

Løsningen var ikke at fjerne alle vurderinger, men at placere dem et sted, hvor de er til at få øje på, og at kalde dem vurderinger.

• Skriv først, hvad kilden siger, med kilden nævnt
• Marker tydeligt, hvornår du går fra oplysning til vurdering
• Lad beslutningen ligge hos modtageren

Mange tror, at usikkerhed gør en tekst svag. Anders var bange for, at direktionen ville synes, han var uforberedt, hvis han skrev, at tallene kunne ændre sig. Vi arbejdede derfor med formuleringer, der siger præcis, hvad man ved, og hvad man ikke ved, uden forbehold i alle led.

En brugbar regel er at placere usikkerheden ved det led, den gælder. I stedet for et generelt forbehold til sidst skriver man, at et tal er foreløbigt, hvem der har opgjort det, og hvornår en opdatering kan forventes. Læseren får lov at stole på resten.

Anders omskrev sit resumé fra den uge og lagde mærke til, at teksten blev kortere, ikke længere. Det overraskede ham, men det giver mening: når man siger tydeligt, hvad der er løst, behøver man færre afbødende ord.

Efter nogle uger fik Anders en bemærkning fra sin chef. Hun sagde ikke noget om stilen, men spurgte, om han kunne tilføje en fast linje om, hvad der stadig var uafklaret. Det var et lille ønske, men det fortalte ham, at modtagerne nu brugte resuméet på en anden måde.

Han begyndte at afslutte hvert resumé med to korte punkter: hvad vi ved, og hvad vi endnu ikke ved. Han kaldte det selv sin ærlighedsrække. Den gav møderne et bedre udgangspunkt, fordi ingen længere diskuterede, om en antagelse var et faktum.

Jeg vil ikke overdrive effekten. Det handler om en vane, ikke om en teknik, der løser alt. Men vanen gør det lettere at forklare udviklingen, uden at læseren oplever, at nogen forsøger at styre dem.

I forløbet træner vi det på rigtige tekster. Du får en kort briefing og skal markere hver sætning som oplysning, vurdering eller råd. Det virker enkelt, men de fleste finder flere blandede sætninger, end de havde regnet med. Bagefter omskriver du teksten, så de tre slags står adskilt.

Vi øver også i at skrive om, hvad man ikke ved. Det kræver, at du kender din kilde godt nok til at sige, hvor dens grænse går. Derfor hænger dette modul tæt sammen med arbejdet med kilder, men det handler mest om, hvordan du forholder dig til læseren.

Anders blev ved med at bruge sin ærlighedsrække efter forløbet. Det er det bedste tegn, jeg kender: at en deltager beholder noget, fordi det virker i hverdagen.

• Sorter dine egne sætninger i oplysning, vurdering og råd
• Skriv usikkerheden ved det led, den hører til
• Afslut gerne med, hvad der endnu er uklart